Dagene er skrøbelige. I lydene lytter tingene igen.
På mit gulv har jeg lavet en cirkel af papir på mit gulv.
Jeg forholder mig ikke længere moralsk til mit liv.
Der er ingen der ringer og alligevel ikke.
Havregrøden blev det punktum, som afsluttede den sætning vores morgen var.
I skyggerne
i din krops landskab
fortsætter jeg og siger
også noget. Konstaterer
endnu en teori
om dit køn. Og om mit.
Du havde bare lyst til at rejse, sagde ikke farvel, du havde bare lyst til at rejse.
Men fortovet definerer gaden og jeg må ikke gå i stå.
Da stolen gik i stykker
den aften
fordi du satte dig på den,
og når den nu ligger
med sit ene ben frigjort
er den ikke længere
en stol.
Den er nyttesløs og smuk.
*
At spørge om andet er at give sig hen.
En skikkelse og en skygge er på vej ned ad gaden.
To hyacinter i vindueskarmen + en skrøbelig plante.
Bøgerne falmer og en pose med appelsiner er ved at smuldre.
Hvis ikke det var for mine læber
og min krop og mine fingre, mine fingre.
De fleste huse har ingen hjemme.
De fleste kys er bare en lomme af tid og lidt fugt og de fleste kys
kaster jeg efter dig, efter dig. Du.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar